På standby

I går var det præcis 1 år siden, at jeg begyndte at få smerter, det jeg troede var tandpine.. Derefter utallige tandlægebesøg, rodbehandlinger, ny tandlæge, mere rodbehandling, besøg hos 2 forskellige ørelæger, neurolog, kiropraktor og fysioterapeut - alt sammen uden bedring.
Har nu været sygemeldt i 2 mdr. fordi smerterne, svimmelheden og ubehaget gør det umuligt for mig at passe mit arbejde på en forsvarlig måde. 2 mdr. med bekymring, angst, at blive prikket og skubbet fra arbejdsgiverens side, fra jobcentret.. SUK..  Man skal fandeme være rask, for at være syg..

Noget af det der hjælper bedst i det daglige er at slappe af med hæklenålen.. Så formår jeg at tænke lidt på noget andet og det er så beroligende at have noget i hænderne, selvom hjernen er på overarbejde.

Så hele mit liv er sådan set på standby.. Lægerne ved ikke hvad jeg fejler, jeg afventer flere undersøgelser, men må kæmpe for at få dem.. Jobcentret vil bare have mig i arbejde og jeg har det bare elendigt.. 

Jeg tror det er TMJ, men det ved lægerne og tandlægerne ikke meget om, så de hører slet ikke efter. Og man skal fandeme have en god diagnose, før man kan få hjælp nogen steder, inkl. økonomisk. Ellers er man bare en hypokonder eller pjækker..
Kroniske smerter.. Sikke et liv..

 

Må man godt drømme om, at blive hjemmegående, så man har en chance for et nogenlunde godt liv med muligheden for at tage sig af sine børn?

Eller i det mindste en arbejde, hvor man selv kan tilrettelægge sin tid uden at blive anset for at være småkriminel, hver gang man bliver dårlig eller er nødt til at sætte farten ned.